Ågård on tour
Skrevet af: Lærke Vandaele Møldrup, Ågård Efterskole årgang 14/15 i 10. klasse og Rasmus Vitting Petersen, Ågård Efterskole årgang 17/18 i 9. klasse og Flemming Efterskole 18/19 i 10. klasse. Touren gik til de amerikanske stater: llinois, Iowa, New Mexico og Colorado.
Dagen kom endelig, hvor afrejsen fandt sted. Hele rejseholdet var samlet i Billund lufthavn, og man kunne mærke, at alle havde sommerfugle i maven. Folk var spændte og glædede sig helt vild. Spørgsmålet: ”Er det virkelig nu?” blev tænkt og sagt mange gange blandt gymnasterne. Der blev sagt farvel til familien, og nu var vi klar til afrejse – første stop med flyskift var i Frankfurt. 10 timer senere stod vi i Chicago. Fællesskabet blomstrede allerede meget blandt gymnasterne trods den korte tids kendskab.
“Er jeg med?”
Det hele startede med en udtagelse i september 2018, hvor mange gamle elever fra Ågård Efterskole mødte op. Udtagelsen foregik på samme dag, hvor der først var indlæring af sekvenser, herefter frokost og til slut udtagelse. Svaret på de udtaget gymnaster kom først dagen efter. Dette resulterede i mange forskellige reaktioner og spændte gamle elever:
”Jeg, Rasmus, husker selv tydeligt, at jeg sad på min efterskole til et forældrearrangement, hvor vi sad i hallen og spiste. Vi sad tre gymnaster, som havde været til udtagelsen dagen før. Mailen blev konstant opdateret for at se, om svaret var blevet sendt ud. Da svaret kom, så vi, at vi alle tre var kommet på holdet, og der var en diskret jubel blandt vores familier.”
”Jeg, Lærke, husker dagen derpå som meget hård, da jeg tog en udtagelse mere oveni dagen efter. Mobilen var slukket hele dagen til den anden udtagelse, så fokus kunne være der. Om aftenen valgte jeg at åbne computeren frem for mobilen, så svaret kunne blive set på helt egen hånd. Da jeg åbnede, og så jeg var kommet på, begyndte jeg at græde, fordi Ågård betød og betyder ekstremt meget for mig. Det gav muligheden for at få en snert af efterskole-følelsen og Ågård-ånden tilbage igen.”
En god makker
Siden udtagelsen har der været 6 samlinger, hvor mødepligt blev sat i høj kurs for, at det ville kunne fungere som et samlet hold. I sammenhæng med dette var hjemmetræning en stor del af at gå på holdet, så serierne ikke skulle genindlæres, men derimod kunne der foretages justeringer og laves forbedringer.
Helt fra begyndelsen kunne fællesskabsfølelsen mærkes – vi skulle give krammere til alle ved første samling trods, at alle ikke kendte hinanden. Alle ville alle, også på tværs af årgange. Oplevelsen af dette bekræfter os I, at alle på holdet har de samme værdier med i rygsækken fra tiden på Ågård Efterskole. Ågårds værdier bygger på det grundtvigske livssyn: holdning, frisind og fællesskab. Dette livssyn har bl.a. udmundet i empati, alsidig respekt blandt både lærere og elever, og at alle ses som et værdifuldt menneske. Sætninger som disse er ofte blevet brugt både på skolen og livet efter, man gik der: ”DU skal være en god kammerat”, og ”Det har jeg ikke prøvet før, så det kan jeg sikkert godt”.
Der blev til den første samling lavet en forventningsafstemning, som mundede ud i nogle gode råd til selve turen, til os selv og til holdet generelt. Nogle af rådene var som følger:
- Holde gejsten
- Udvise åbenhed overfor nye kulturer
- Støtte hinanden og være åben om egne problemer
- Husk at give krammere til hinanden – (ofte)
- Holde formen vedlige og minde hinanden om at øve serier mm.
Konklusionen på denne skrivelse gav en større tiltro til kammeraterne på holdet, og vi vidste hvad vi ville med hinanden.
Fra basketball haller til et børnehospital
På rejsen lavede vi i alt 11 opvisninger, som var lige fra store basketball haller på High schools til et lille show på et børnehospital. Det var gymnastikken vi rejste med som vores primære kilde til kulturudveksling. Det var noget, som alle gymnaster virkelig nød, fordi vi følte vi kunne give noget dansk gymnastik videre til en anden kultur. Smilene vi fik frem på alle de børns læber, og alle de spørgsmål de havde, efter at vi var færdige med en opvisning, spredte en utrolig glæde. Bare den respons drengene fik, når de lavede den første omgang trampet, som for os “bare” var en dobbelt hofte out, var ubeskrivelig. Eller når pigerne kastede sig rundt på gulvet og så farlige ud i “ulve-serien”. De hujede, klappede og nogle blev bange. Til opvisningen på børnehospitalet var der som sådan ikke et direkte publikum, men vi vidste, at de der så med, ville få en kæmpe oplevelse. Opvisningen blev sendt ud live i tv’erne på alle værelser/stuer, hvor de meget syge børn også kunne følge med. Selvom vi ikke fik de store klapsalver eller stående bifald, så var det en af de bedste opvisninger vi længe havde lavet. Det var en meget emotionel opvisning blandt hele holdet, fordi vi fik taget fællesbillede med en dreng, der lige var blevet erklæret rask efter 12 års kemobehandling for kræft. Den gode nyhed ramte lige ind i hjertet, fordi det for mange stod meget nært.
Nogle gange lavede vi en workshop efter, at vi var færdige med opvisningen. Workshops gav eleverne på skolen mulighed for at komme ud og møde os og prøve at lave dansk gymnastik. Vi lavede blandt andet lege og akrobatik. Udover det lærte de en del af vores seriestykke fra springkonceptet, og så fik de selvfølgelig lov til at prøve kræfter med springene.
Lærerne på skolerne var forbavsede, på den gode måde. Jeg, Rasmus, husker, at jeg snakkede med en, som var overrasket over, at der ikke var nogen, som havde sat sig ud, fordi de ikke havde lyst til at være med. Det, at de fik lov til at bevæge sig på sådan en måde, og med folk som os der kom udefra og gratis ville lave det her for dem, var en kæmpe oplevelse for dem. Normalt når de dyrker sport er det i forbindelse med skolen. Om det er amerikansk fodbold, wrestling, volleyball eller deres gymnastik handler det om at vinde for, at de kan få et scholarship og komme videre i livet.
“A home away from home”
En oplevelse i særklasse var at bo ved værtsfamilier, fordi man virkelige kunne komme ind under huden på det amerikanske, deres kultur og levemåde. Jeg, Lærke, oplevede virkelig, at de åbnede deres hjem, var meget nede på jorden og gæstfrie. Her kunne man virkelig slappe af, selvom man stadig var på for at få lært nye ting og ikke virke ligeglad. Kæmpe huse og ihvertfald 3 biler hver, havde stort set alle vores værtsfamilier. De fleste fik en hel kælder for sig selv med store senge, eget bad/toilet og fjernsyn mm.
Der var noget at skulle vænne sig til. Hos familierne kunne man virkelig også mærke at maden var noget helt andet end i Danmark. SÅ MEGET SUKKER I ALT!! Ja, det lyder måske knap så lækkert, men maverne var sat helt på pause til at kunne komme ordentlig på toilet. En anden tilvænning var også at huske at nævne måneden før datoen, når man snakkede med familien om, hvor og hvornår vi skulle være de efterfølgende dage på vores rejse.
En virkelig anderledes måde at bygge sports- og fritidsinteresser på kontra Danmark er, at de i USA har deres sports- og fritidsinteresser forbundet med skolen, hvor vi i Danmark har alle vores foreninger, som er noget udover skolen.
I Danmark skal vi virkelig være taknemmelig overfor vores sundhedssystem, da de hos vores værtsfamilie fortalte, at de skulle betale omkring de 900 USD for at få en ambulance til at komme… Herhjemme går det igennem vores skattebetaling, så sådanne elementer er “gratis”.
Det mest mærkelig/sjove hos værtsfamilierne var, at man begyndte at snakke engelsk konstant også, når man ikke behøvede at gøre det. Hende jeg, Lærke, boede med fortalte morgenen efter, at jeg havde snakket i søvne på engelsk, hvor jeg havde sagt ”Please lay still.” Engelsk blev her mere og mere integreret i vores dagligdag, fordi man snakkede det hele tiden. Min roommate og jeg tog hinanden i at snakke engelsk hjemme hos dem, selvom de ikke var der.
Det sværeste blev, da der skulle siges farvel til værtsfamilien. En tåre eller mange trillede ned af nogle værtsfamilier og gymnaster. En ting var helt sikker, kontakten skulle holdes.
Gæstfrihed
Gennem rejsedagene i USA blev der, udover alle de gymnastiske ting, oplevet mange forskellige attraktioner. Den første var i Chicago, hvor vi var på sightseeing i byen på segway med guider til at fortælle om de primære turistattraktioner i byen. I Chicago fik vi rigtig øje for den amerikanske kultur, både mad og mennesker. Vores guides på segway-turen, var meget engagerede og gæstfrie. Derudover fik vi rigtig øjnene op for amerikansk mad, hvor vi til morgenmad på hotellet kunne få lyst med lyst brød, muffins og andet sukkerholdigt mad. Dog var der, heldigvis, havregrød, som var lidt mere på hjemmebane hos de fleste. Aftensmaden var deep pan pizza, som er ægte amerikansk.
Da vi ankom til Santa Fe, blev den indianske kultur rigtig oplevet. Vi besøgte en slags efterskole, Santa Fe Indian School, hvor vi blev introduceret til deres måde at leve livet på skolen og stadig anvende deres indianske traditioner. Traditionerne var, at de stadig spillede indianske sange på trommer og havde fag inden for deres modersprog. Det var sjovt at opleve nogle helt andre mennesker med meget anderledes ritualer og traditioner. Dette er blot nogle af tingene fra turen..
Ågård-ånden
Trods de forskellige årgange og forskellige aldersgrupper blev fællesskabet virkelig noget helt særligt. Her var der plads til alle, og alle gjorde noget for, at det her skulle udvikle sig til noget helt specielt. Folk tog initiativ på forskellig vis; lege på parkeringspladser, hjalp hinanden med picnic on the way, hjalp hinanden når det hele blev for meget og tiden var inde til alenetid, tilbød sin hjælp for at gøre ting færdig, tog initiativ til en hård vandretur op ad et bjerg og tog initiativ, på en day-off, til at tage ud og skyde i et skydecenter. Det hele spillede bare maks, og venskaberne udviklede sig, så meget at man virkelig kunne være helt nede på jorden og være sig selv. Vi havde det så godt med hinanden, at til sidst på turen var der mange, som åbnede sig op og fortalte meget personlige historier og kunne fælde en tåre foran alle. Nogle sjove punkter var, på trods af den anderledes mad, at vi hele tiden fes blandt hinanden, også under opvisninger – både drenge og piger 😉 Det kunne lugtes OG høres… På turen kunne man rigtig mærke Ågård-ånden skinne igennem – det var så fedt.
Over and out – Rasmus & Lærke
Husk: hvis du har en historie eller et emne du ønsker at få på bloggen, skriv til: lm@fussanddisturb.dk