Måske har du set disse damer danse i projektet ” ” , hvis ikke så hop lige ind og se videoen – og kom tilbage igen for at læse om tankerne bag projektet, og hvad det skal “prikke” lidt til. http://www.instagram.com/p/CBtL3ejgrXq/
Projektet er udviklet af Mette Refshauge Kristiansen. Mettes liv er fyldt med dans. Til daglig underviser hun i dans på Sorø Gymnastikefterskole, og om aftenen underviser hun ofte i dans på forskellige danseskoler i København.
” “
Projektet ” ” udsprang først og fremmest af Mettes lyst til at vise, at hun som koreograf kan mere end det, folk ser på hendes Instagram. Her deler hun ofte koreografier, som hun producerer til diverse dansetimer. Som Mette selv beskriver det, er disse koreografier som oftest noget, hun selv synes er lækkert, men samtidig er det ”crowdpleasere”, altså noget som hun ved, de, der dukker op til dansetimerne, vil kunne lide. Udover det går koreografierne ofte hurtigt i glemmebogen, når hun har undervist i dem et par gange.
Med projektet ” ” går Mette kontra ved virkelig at gå i dybden med koreograferingsarbejdet og ved at forevige produktet, så det ikke går i glemmebogen.
Hvis der er noget, corona har bragt med sig, så er det masser af tid derhjemme. Ligesom for så mange andre rykkede Mettes arbejde hjem i stuen, hvor hun underviste efterskoleleverne fra. Det betød samtidig, at tiden til at udvikle projektet pludselig var der.
Tanken bag
Tankerne om projektet begynder at poppe op i Mettes hoved, og de allerførste tanker bliver springbrættet til hele idéen bag projektet.
»Så skulle jeg til at vælge de her piger, jeg gerne ville have med. Og så tog jeg bare mig selv i som det første at tænke – Amen det er jo helt klart flottest, hvis de er lige høje.
Og så tænkte jeg med det samme – Ej hvad fanden. Hvorfor tænker jeg sådan, det er jo pisse lige meget.«
Da Mette tager sig selv i at starte med at tænke på pigernes højde før deres evner inden for dansen, taler det direkte ind i en tendens i dansemiljøet, som Mette længe har været træt af.
»Det er jo lige præcis det her, jeg selv hader ved dansemiljøet. Folk tænker, hver gang de skal bruge nogle dansere – hvem har det rigtige tandpastasmil til det her TV-job, og hvem har den rigtige krop til det her, og hvem har den rigtige hudfarve til det her.«
De piger 15 piger, som Mette har valgt til projektet, er derfor ikke valgt på baggrund af, om de har samme højde, drøjde, hudfarve eller hårfarve. De er derimod valgt, fordi Mette syntes, de var super dygtige dansere, og fordi hun vidste, at netop de piger kunne levere, det hun gerne ville med sit projekt.
Ved at glemme alt om kropsidealer og sammensætningen af en homogen gruppe og i stedet fokusere udelukkende på dansen i sin udvælgelsesproces, håber Mette på at starte nogle små ringe i vandet, der på sigt kan sprede sig til, at man generelt tænker anderledes.
»Så håbede jeg på, og om det er lykkedes eller ej, det ved jeg jo ikke, men at prikke lidt til den tankegang der nogle gange er i dansens verden i hvert fald – at hvis man ikke har samme højde og sådan, så kan man ikke stå på en scene sammen, fordi så ser det sjovt ud.«
»Jeg håber også, at dem, der ved noget om dans og kender dansemiljøet, selv vil lægge mærke til – okay de her piger ville jeg faktisk ikke sætte sammen normalt, fordi hende der ser sådan ud, og hun ser sådan ud, og hun er for høj og hun er for lav, og hun er lidt for tyk og hun er for tynd.«
Keep it simple – less is more
Vi spoler lige tiden lidt tilbage. Mette er ude og spille disc golf med sin kæreste, da han sætter en sang på, der inspirerer hende med det samme.
Sangen inspirerer hende til et anderledes bevægelsesmønster end det, hun plejer at lave som underviser.
»Jeg ville gerne prøve at lave noget, der var meget mere organisk. Hvor man blev draget ind i det på en anden måde, end at det bare var pow pow pow. Noget, som man fik lyst til at se, fordi det var visuelt og rart for øjet, og som gav sig tid rent bevægelsesmæssigt, ikke var stressende og ikke nødvendigvis skulle have et vist tempo for at fange folks opmærksomhed.«
Det er ikke kun bevægelsesmønsteret, der passer ind i tanken, om at ”less is more”. Både dansernes påklædning og make-up ville Mette gerne holde så simpelt som muligt. Danserne bærer nude nylonstrømper både som top og bund, ens nude stilletter og så er de blevet bedt om at undgå lilla læbestift, orange neglelak og den slags.
Tanken med det helt ”neutrale” look er at fjerne fokus fra ansigterne, og hvem danserne er, og i stedet drage fokus mod kroppene og deres bevægelser.
Er jeg ikke smuk nok til jobbet?
Mette støder ofte på kropsfokus i dansemiljøet, når hun går til auditions.
Her oplever hun, hvordan de – efter hendes mening – dygtigste dansere nogle gange bliver sorteret fra til fordel for de smukkeste dansere.
»Skal man så bare gå hjem og få mega dårligt selvværd over – nå, men så var jeg igen ikke smuk nok til det her job? – jeg kommer jo, fordi jeg elsker at danse. Jeg kommer jo ikke, fordi jeg gerne vil være model.«
Det er netop dette fokus på udseendet, som Mette håber på at kunne prikke lidt til med sit projekt, så det ikke får lov at overskygge det, det hele handler om – nemlig dansen.
»Hele det der aspekt, det, synes jeg bare, er super ærgerligt, hvordan det ligesom trumfer og overskygger dansen og kernen af alt det, det handler om – bevægelse og glæden ved at danse og ved at vise det for andre. Det bliver fjernet, når man begynder at have fokus på krop og udseende og alle de idealer.«
»Der er et sindssygt højt niveau i København blandt de kvindelige dansere, hvilket er nice, for det gør jo, at konkurrencen er hård – så folk træner mere og hårdere, men hvis det så i sidste ende ikke betyder noget, at du har trænet som danser, men du hellere skal tænke på at træne din krop, fordi du skal se ud på en bestemt måde – så er der bare ikke fokus på sporten.«
»Vi har valgt vores gruppe af blondiner«
Mette fortæller, hvordan kropsfokusset til de danske danseauditions ikke er eksplicit, men i stedet bare ”ligger i luften”. Der bliver altså ikke sagt direkte ”Vi skal bruge otte ultra smukke dansere”.
Det har Mette til gengæld oplevet, da hun var fløjet til London for at komme til X Factor-audition. Vi lader lige Mette fortælle historien selv.
»Jeg står sammen med 500 andre piger, og der skal bruges en lille trup på tolv. Der havde været auditions tre dage inden i Amsterdam til samme job. Så kommer jeg til audition, og så siger de som noget af det allerførste
– bare så I ved det, så har vi valgt vores gruppe af blondiner, så chancen for, at vi vælger nogen i dag, er meget, meget lille. Så står man der med sit blonde hår og er fløjet hele vejen derover kun for det der job og for at give det et skud.«
Her er sammensætningen af dansernes udseende altså planlagt på forhånd og ikke først efter, de har fundet de tolv dygtigste dansere.
»De vil jo også gerne repræsentere diversitet, men der synes jeg bare, at hvis der er tolv rødhårede piger, som er fucking de bedste, så er det de 12 piger, der skal have det job.«
Kropsfokus i gymnastikverdenen?
Jeg spurgte Mette, som er tidligere gymnast, om hun troede, der også fandtes kropsfokus og bestemte kropsidealer i gymnastikkens verden. Det blev et klart ja! – Dog ikke helt på samme måde som i dansemiljøet.
»Vi kender jo alle sammen det der med, at man siger – Ej, hende der har bare den perfekte gymnastikkrop – Men hvad er det? Hvorfor har vi overhovedet det udtryk?«
Det er udtryk og opfattelser som disse, som, Mette mener, kan få yngre gymnaster til at tænke – Nå, det er sådan der, jeg skal se ud, hvis jeg skal være god til gymnastik.
Mette tænker også tilbage på sin tid som gymnast, hvor foråret selvfølgelig bragte opvisningssæsonen, men også de stramme gymnastikdragter. Her husker Mette det at skulle ned i sin dragt som noget, der i hvert fald kunne starte nogle negative kropstanker hos hende selv.
»Når man går på gulvet, så kan man fuldstændig lade være med at tænke på, hvordan man ser ud. Og man kan bare gå ind og fyre den af, og man tænker slet ikke over, om den ene lille hudflap er på vej ud over en kant. Men når man så går af gulvet igen, så kan man bare blive ramt af det med det samme. Når man ser sig i spejlet, når man kommer ud af gulvet, så kan man tænke – Har jeg løbet rundt inde på gulvet i 20 minutter og set sådan her ud?«
Af: Anna Høgh
Alle de lækre billeder er taget af: Lasse Skovgaard Hansen