Nanna Juul-Olsen er i dette indlæg vores modige og seje gæsteblogger. Nanna er aktuel i programserien “Kampen for et bedre liv”, der bliver sendt på torsdag den 17. oktober klokken 21 på DR1. Og så var og er Nanna gymnast. Det har dog sine udfordringer, hvilket hun her åbent og ærligt står frem med.

Tirsdag d. 11. juli 2017, blev min verden ændret for altid. Jeg fik en besked som både gjorde mig lettet og ked af det. Jeg blev lettet fordi, jeg nu vidste at de tanker og følelser jeg havde blev taget seriøst. Fordi jeg fik svar på de spørgsmål og frustrationer jeg havde haft de seneste 3 år. Men det blev også starten på en uendelig rejse. En rejse med udfordringer og modgang. En rejse som blev meget sværere, længere og hårdere end jeg nogensinde havde troet.

Der er ikke noget jeg bedre ved, end at tage til weekend træning. Lære en masse, tonse, få pulsen op og blive tæsket igennem med en masse lækker gymnastik. Endnu bedre er følelsen når jeg kommer hjem og fordøjer hele weekenden. Hvor jeg får et smil på læben over alle de gode oplevelser jeg har fået med mig. Eller rettere der var ikke noget jeg vidste bedre end at tage til weekend træning. Den energi og det overskud det kræver at gennemgå sådan en weekend, er noget der slet ikke er tilstede hos mig længere. Jeg kan simpelthen ikke mere. Men viljen. Viljen den er der og det er det der gør det frustrerende for mig. Ligesom man kan have et bæger der flyder over, kan man også have et bæger der er tomt, og det er det, der sker for mig. Mit bæger bliver tømt hurtigere, end jeg gerne vil have det. Når jeg møder til træning om mandagen er det næsten altid med et fyldt bæger. Men efter 2 timer, hvor jeg er på som underviser, sammen med min medtræner, er bægeret tomt. Så går turen hjem til Køge, for at restituere så bægeret kan blive fyldt op igen. Jeg fik min diagnose i juli 2017, men det var allerede i marts 2014 jeg begyndte at vise tegn på psykisk ustabilitet. Nærmere betegnet mandag d. 17. marts 2014.

Mit sygdomsforløb

Jeg husker dagen meget tydeligt. Jeg snoozer mit vækkeur, så længe jeg kan, hvorefter jeg sætter mig op i sengen, rejser mig op, tager min morgenkåbe på, går ud på badeværelset, tager morgenkåben af og går i bad. Jeg går ud ad badet, tager morgenkåben på igen, og lige der i lejligheden på strandvejen i Køge, går verden i stå for mig. Jeg blev nød til at holde et fast greb om vasken, for ikke at besvime. Jeg vidste ikke, om jeg skulle grine eller græde, tage tøj på eller ej, gå i skole eller blive hjemme. Jeg var helt tom indeni og følte ingenting. Som jeg stod der helt fortabt og forvirret, begyndte jeg så småt at tænke nogle få tanker. “Hvad gør du når du ikke ved hvad du ellers skal lave? Når du keder dig og bare skal få tiden til at gå” var nogle af de første tanker der kom frem i mit hoved. Når jeg bare skal få tiden til at gå, så elsker jeg at se en god film, så det gjorde jeg. Jeg fik slæbt mig ind i sengen, og under dynen, hvor jeg satte Pirates of the Caribbean 1+2+3 på. Efter en masse timer foran skærmen var jeg stadig lige tom, fortabt og forvirret over hvad der skete med mig. Nu kom den første følelse ind i kroppen. Jeg blev bange. Bange for om der var noget helt galt med mig. Tanken om at det måske kunne være stress var begyndt at indfinde sig, så jeg tog en stress test på nettet, som til ingen overraskelse viste blinkende røde lamper og udråbstegn. Ifølge testen havde jeg altså stress i en meget svær grad. Så jeg ringede til en god veninde, som selv have haft stress inde på livet. Jeg græd i telefonen, fordi jeg var så frustreret over hvad der skete. Vi fik en god snak, og hun rådede mig til at gå til lægen. Så det gjorde jeg. Da jeg kom op til lægen, brød jeg grædende sammen, og lægen spurgte mig: “Hvad er der galt Nanna?”. Det eneste jeg kunne svare var: “Det ved jeg ikke”. Lægen spurgte så hvorfor jeg var ked af det, og igen var det eneste jeg kunne svare: “Det ved jeg ikke” For jeg vidste ikke, hvad der var galt med mig eller hvorfor jeg have det, som jeg havde det. Jeg vidste bare at jeg ikke havde det godt. Efter en kort snak med lægen, fik jeg en tid til 14 dage efter, hvor jeg så fik taget en test, som viste sig at jeg havde stress med depressive træk.

Tiden gik, og jeg fik det bedre. Alt begyndte at flaske sig for mig. Indtil det gik galt igen torsdag d. 12. november 2015. Jeg skulle til lægen, fordi jeg 14 dage forinden havde fået konstateret en depression. Men det er ikke lægesamtalen der er vigtig, det er turen hjem fra lægen hvor der sker noget der ikke er sket før. Det er den sværeste gåtur jeg nogensinde har gået, ikke fordi den var lang eller den var fysisk hård, men fordi jeg blev rigtig, rigtig bange for mig selv. Bange fordi jeg havde lyst til at hoppe ud foran en bil, og bange fordi jeg havde lyst til at gøre skade på mig selv. Jeg havde ikke de her tanker fordi jeg ikke havde lyst til at være her mere. Heller ikke fordi jeg egentlig havde lyst til at gøre skade på mig selv. Nej. Tankerne var et råb om hjælp, fordi jeg havde det så svært i min depression, at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre af mig selv.

Efter jeg kom hjem fra lægen, googlede jeg “hjælp” på min computer, fordi jeg ikke vidste hvad jeg ellers skulle gøre. Min søgning fandt frem til 1813, som er akuttelefonen i regionhovedstaden, hvor jeg boede på daværende tidspunkt. Så jeg ringede til 1813 og kom til at tale med en sød sygeplejerske, der sendte mig på akut psykiatrisk skadestue i Glostrup. Hvor jeg senere samme dag blev indlagt. Jeg var indlagt fra torsdag til mandag, og blev udskrevet med diagnosen moderat depression. I forbindelse med udskrivelsen startede jeg også på antidepressiv medicin, som viste sig at have lidt den modsatte effekt. Ca. 1,5 måned efter blev jeg nemlig indlagt igen, denne gang på den lukkede. Efter et par dage på den lukkede i Glostrup, blev jeg overført til Hvidovre psykiatrisk hospital, hvor jeg var i ca. 3 uger på den lukkede afdeling, inden jeg blev overført til den åbne afdeling, hvor jeg efter ca. 3 uger mere blev udskrevet med diagnosen skizotypi. Måske jeg lige skal starte med at forklare hvad forskellen på den åben og lukkede er. Den største forskel på de to afdelinger, er faktisk bare at på den åbne er ydre dørene åbne, og på den lukkede er yderdørene låst.

Jeg fik diagnosen skizotypi, som kort fortalt er en mild form for skizofreni, men uden at man hallucinere og hører stemmer. Efter et års tid med den diagnose blev jeg raskmeldt. Det var en kæmpe lettelse for mig at blive raskmeldt. Tænk at min tid med psykisk sygdom var overstået. Jeg følte jeg havde hele livet foran mig, som var fyldt med drømme og store tanker om fremtiden. Derfor føltes det også som at gå ind i en mur da jeg igen blev indlagt på et psykiatrisk hospital, denne gang i Herning. Jeg blev indlagt i juni måned 2017 og var på sygehuset i ca. 14 dage. Tirsdag d. 11. juli 2017 fik jeg så min nye diagnose, som jeg lever med den dag i dag.

Jeg har bipolar affektiv sindslidelse type 2, i daglig tale kaldet bipolar. Bipolar lidelse er det man i gamle dage kaldte manio/depressiv, og det er en sygdom der påvirker mit humør i så stor grad, at det er sygeligt. Vi kan alle have gode og dårlige dage. Mine gode dage er bare ekstra gode, og mine dårlige dage er ekstra dårlige, og så varer de fra alt imellem en uge og 3 måneder.

Gymnastikkens dobbelthed: Det er både en del af min lidelse og min helbredelse

Sygdommen påvirker mig rigtig meget i min hverdag, ved at den sætter en masse begrænsninger for mig. En af de begrænsninger er gymnastikken. Gymnastik har fyldt rigtig meget i mit liv, så længe tilbage jeg kan huske. Det har altid været det sted, hvor jeg har kunne være mig selv. Hvor jeg har været god til noget, og hvor jeg har kunne slappe af i det jeg lavede. Jeg startede som helt lille. Begge mine forældre er store gymnastikentusiaster, og gymnastikken har derfor været en naturlig del af min opvækst, og heldigvis blev jeg lige så bidt af det som de var og stadig er. Det første gymnastik minde jeg har, er fra en fuglsølejr med Gymnastikforeningen Køge Bugt, hvor jeg er i gang med at springe mini trampolin. Fuglsølejr var en lejr vi tog på hvert år, og jeg husker den med smil og glæde. Lejrene var spækket med gymnastik, sociale arrangementer, konkurrencer og en sodavandsfest den sidste aften. Det var skønt!

Det næste minde der står mig meget nært er da jeg starter til grand prix gymnastik i Greve, som bliver en start på en mangeårig karriere inden for grand prix gymnastikken. Dog kun 1 enkelt år i Greve, da min mor hurtigt fik blod på tanden til at starte et hold op i min hjemmeforening i Køge. Her startede min mor og hendes veninde et rytmehold, hvor vi en halv time efter træningen kunne gå til grand prix, hvis vi havde lyst. I dag er vi i Køge Bugt aktive i stort set alle aldersgrupper og dem der træner mest, træner ca. 7 timer om ugen. Ja, der er sket lidt på de ca.15 år. I mit liv er det dog omvendt ift. træningsmængden. Dengang jeg var i top, trænede og underviste jeg næsten hver dag i ugen, og kom snildt op på omkring 10 timers samlet træning og undervisning om ugen. Nu underviser jeg 2 timer om ugen, og det er hvad jeg kan holde til.

Jeg elsker stadig gymnastik, og brænder lige så meget for det, som jeg altid har gjort. Men sygdommen sætter en stopper for mine drømme og tanker om hvad jeg gerne vil indenfor gymnastikkens verden. Jeg gør det jeg elsker. Jeg elsker at undervise de piger jeg underviser nu. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på alt det, jeg går glip af. Alle de sociale arrangementer jeg ikke kan være en del af. De stævner jeg ikke kan holde til at deltage fuldt ud i, og de ekstra træninger jeg ikke kan være 100% til stede i. For det er der begrænsningerne ligger. Jeg kan ikke særlig meget, særligt længe ad gangen. Så der er en masse jeg går glip af. Hvilket også var grunden til, at jeg bl.a. måtte stoppe på Viborgs Elitehold og PI Elitepiger. Jeg havde simpelthen ikke energien til at fortsætte på det niveau, som der var krævet af mig. Hvilket er rigtig hårdt og gør rigtig ondt. Jeg elsker at lave gymnastik, og særligt på højt niveau. Men mit hoved siger fra. Kroppen kan godt, og lige nu sukker min krop efter at bevæge sig. Men mit hoved sætter en stopper for min fysiske udfoldelse. Jeg kan ikke længere dyrke gymnastik selv. Måske kommer jeg til det igen en dag. Dog bliver det aldrig på det niveau igen, og det skal jeg lære at acceptere.

Lad os tale om det… 

Accept kommer ved at tale om tingene, og hvis der er noget jeg synes, vi er dårlige til i Danmark, så er det, at tale om det der er svært. Vi skal være bedre til at dele det, der er svært med andre, så vi på den måde kan lære af hinanden, og støtte hinanden gennem de hårde tider. For ved at åbne op møder vi ligesindede, og når vi møder ligesindede finder vi forståelse og accept.

Det er vigtigt for mig, at dele den her historie med dig der læser med, fordi jeg er sikker på, at der sidder en eller flere derude, som har det ligesom mig. Som er begrænset af et eller andet som gør, at de ikke kan lave det de elsker, på det niveau de gerne vil. Måske har du selv en skade eller en anden udfordring, som gør at du ikke længere kan lave gymnastik. Hvis du har det, og er lige så frustreret som jeg er, så bare rolig. Du er ikke alene. Livet er fuldt af muligheder. Muligheder som bare venter på at blive opdaget. Måske du skal justere eller finde nye drømme. Det vigtigste er at du stadig drømmer. Det er aldrig for sent at starte på en frisk eller at starte på noget nyt.

For mig hjælper det ikke at have ondt af mig selv. Det får jeg det ikke bedre af. Så imens alt det negative nager mig og fylder rigtig meget, så prøver jeg at tænke på det positive, for det er der uden tvivl masser af. Solen skinner nemlig altid over skyerne. Jeg har i den her sygdomsproces lært mig selv, enormt godt at kende. Jeg har fået mere forståelse for andres udfordringer, og jeg er blevet meget bedre til at sige fra, og kun gøre hvad jeg kan rumme. Jeg er blevet en bog i menneskebiblioteket, og ambassadør i EN AF OS og på den måde har min “skade” ført til nye interesser, og åbnet nogle døre jeg aldrig troede skulle åbne sig for mig.

Summer summarum er, at jeg er blevet god til at passe på mig selv. For hvis der er noget der er vigtig i det her liv, i den her verden, så er det at vi passer på os selv. Hvilket man kan gøre på rigtig mange måder. Derfor er det vigtigt, at du finder ud af, hvordan du bedst passer på dig selv, og så at gøre det! For når du passer på dig selv og finder balance, finder du også ro, og det er i roen at lykken finder sin plads.

Skrevet af: Nanna Juul-Olsen