Der er mange hold rundt omkring i Gymnastik-Danmark, der lige nu holder hjulene i gang med forskellige former for virtuel træning. Hvis du mangler inspiration eller gode råd til at få træning gennem skærmen til at fungere, så læs med her.
Vi skal både høre fra trænere for gymnaster i folkeskolealderen og længere nede fra trænerne for Fyns MINIREP.
Jeg har talt med Lotte og Mie fra Borup gymnastikforening, der træner to hold om ugen – Powerkids; et springhold for piger fra 2. – 3./4. klasse og Spring/Rytme Piger som er fra 5. – 8./9. klasse. De to hold træner henholdsvis 45 min og en time.
Lotte og Mie har siden d. 6. januar 2021 trænet deres hold over zoom – Her kommer nogle af deres erfaringer og kreative idéer.

Vi “spiller” bl.a Uno, hvor kortene har forskellige øvelser og sværhedsgrad alt efter, hvilket hold det er. Det er primært styrkeøvelser som mave, ryg, arme, ben og planken på tid.
Vi ændrer vores øvelser og kører temaer til træningerne, så det ikke hele tiden er det samme. Vi har bl.a. haft “pink træning” med PowerKids, hvor de skulle have pink/lyserødt/rødlige farver på. Spring/Rytme pigerne har haft stole med til træningen til styrke og smidighed.
Der er også planlagt “tag dit kæledyr” med til træning, og fastelavn kom også med som træning.
Lotte og Mie fortæller også om nogle af de udfordringer, som bl.a. Pladsmanglen medfører.
Vi laver også serier på begge hold, og her er vi virkelig udfordret på plads og på musikken, som der er en smule forsinkelse på ude hos pigerne.
Det er svært især for de store piger at få udført øvelserne rigtig pga. af den manglende plads, men det vigtigste er egentlig også bare at holde både gymnaster og os selv i gang i forhold til serierne.
Det er selvfølgelig svært at få rørt sig ordentlig pga. af manglende plads, men ved god og detaljeret planlægning kan det sagtens lade sig gøre at få rørt både gymnaster, hjælpeinstruktører og os selv.

Lige et par gode råd mere
- Den største udfordring ved onlinetræningen er, at vi ikke lige fysisk kan hjælpe en gymnast, hvis øvelserne ikke er korrekt udført. Vi er to instruktører på begge hold så den af os som ikke er “på”, kigger og så gennemgår vi kollektivt, hvis der skulle være nogle mangler.
- Det er også lidt svært for de yngste nogle gange at se hvad det er de skal og hvilken vej de skal vende. Vi har valgt for PowerKids vedkommende at iføre venstre fod en strømpe, da det gør det lettere for dem som i farten ikke lige kan huske, hvad der er højre og venstre fod. De har selvfølgelige også selv en strømpe på venstre fod.
- Det er vores erfaring at træningerne skal være nøje planlagte, da tiden går hurtigt. Vi kunne selvfølgelig vælge at sætte tiden op, men det bliver resultatet nødvendigvis ikke bedre af. Tiden for vores gymnaster er tilpas og de når ikke at blive trætte og mister interessen. De har jo allerede haft skærm tid i flere timer i løbet af dagen.
Det er vigtigt for os, at vi holder kontakten til vores gymnaster da vi er sikre på, at det bliver meget lettere at komme tilbage i hallen, når den tid kommer.
Vi har stor opbakning hos både gymnaster og deres forældre og det er vigtigt, hvis online træning skal lykkes, da vores gymnaster er på via forældrenes mobil/tablet mm.

Fyns MINIREP
Også på Fyns MINIREP, hvor jeg selv har fornøjelsen af at være træner, kører vi på med online-træning hver onsdag kl. 17-18.
Jeg har spurgt mine medtrænere Signe og Cathrine, hvilke udfordringer de oplever, og hvilke råd de ville give videre.
Pladsen er selvfølgelig en udfordring, men Signe påpeger, at man kan vælge at fokusere på én muskelgruppe ad gangen. På den måde kan man lave opvarmningssekvenser e.l., som bliver mere stillestående, men til gengæld giver bevægelighed i den enkelte muskelgruppe.
Hertil er Cathrines råd, at man skal lade være at med at prøve at lave præcis, det man plejer. Mange af de sekvenser, man har givet den gas med i hallen, fungerer ikke nødvendigvis i en stue. Gymnasterne kan blive mere frustrerede end glade af at lave nogle af de ting, de plejer, hvis de ikke føler, de kan gøre det lige så godt, som de plejede at kunne pga. af pladsen.
Tekniksekvenser fungerer ofte godt, og man kan også skræddersy en svingsekvens efter den manglende plads, f.eks. med mange versioner af det klassiske fejesving.
Udover det er Cathrines råd, at det ikke behøver at være smart og kompliceret, men hellere enkelt så gymnasterne ikke hele tiden skal kigge på skærmen for at se, hvad træneren nu laver.

Signe og Cathrine oplever selvfølgelig også nogle af de andre udfordringer, den virtuelle træning bringer med sig – Så de har også lige et par gode råd mere.
Træningerne kan hurtigt føles ensformige, og man mangler den naturlige feedback, man automatisk får, når man står ansigt til ansigt med gymnasterne. Udover det mangler et vigtigt aspekt af træningen, nemlig parøvelser, hvor gymnasterne kan give hinanden feedback og fysisk trykke hinanden lidt længere ud i et stræk, eller presse hinanden til at komme længere ud i øvelserne.
- Vi forsøger at lave nogle aktiviteter, hvor gymnasterne føler, at de er sammen med hinanden. F.eks. starter vi altid træningen med at lege eller sende gymnasterne ud i breakout rooms, hvor de lige kan snakke om løst og fast. Ellers laver vi styrke- eller strækøvelser, hvor gymnasterne skiftevis viser en øvelse, og derefter sender turen videre til en af deres holdkammerater. Det håber vi, giver gymnasterne en følelse af, at de stadig går på hold sammen.
- Sørg for ikke at lave træningen for lang – Mange kan have siddet og kigget ind i en skærm hele dagen i forvejen. For os er en time passende.
En altafgørende faktor, for at virtuel træning kan fungere, er selvfølgelig, at gymnasterne har lyst til denne form for alternativ til deres normale træning. Ellers vil både trænere og gymnaster formentlig køre surt i det. Det kan man jo tage en snak med sine gymnaster om, hvis det er noget man kan se sig selv i.
Her hos F&D håber vi bare, at vi alle sammen snart kan ses ude i hallerne igen!
Af: Anna Høgh