De sidste par måneder har stået i gymnastikkursernes tegn rundt omkring i foreningerne og landsdelene. Kurserne kan ses som en måde at takke vores seje frivillige ude i foreningerne på, men kan også blive en sikring for fortsat udvikling og kvalitet. I gymnastikken hylder vi frivilligheden, hvilket vi også gør her på Disturbance, hvor vi i dette indlæg dykker ned i emnet om de helt unge instruktørspirer. Vi har mødt Emil Lolk Mortensen på 14 år og Laura Kold Nielsen på 15, der i oktober deltog i deres første kursus som hjælpeinstruktører.
De to unge spirer er begge hjælpeinstruktører i deres lokalforening, hvor Laura hjælper til på et 2.-3. klasses pige spring/rytmehold og Emil hjælper til på hele to hold: krudtugler på 3-5 år og 2.-6. klasses springere. Laura går derudover selv til gymnastik på foreningens junior- og talenthold, og nyder hvad gymnastikken giver hende. ”Jeg synes at gymnastik er en meget sej og sjov sport. Jeg synes at gymnastik er en hel anden måde at blive udfordret på sammenlignet med hvad man gør i skolen. Det er virkelig fedt, når man lærer et nyt spring”.
Emil derimod er selv stoppet til gymnastik, men det holder ham ikke tilbage for at være passioneret omkring dét at undervise: ”Jeg synes det er sjovt, fordi det er et fedt fællesskab man får og kan være med til at opbygge. Og så er der altid noget til ens niveau i gymnastikken. Det er fedt at undervise, fordi man kan se at børnene bliver bedre. Og det er fedt at skabe noget”. Derudover er det for Emil, de gode oplevelser man kan skabe for og med børnene, der driver værket.
For Laura handler det om at give tilbage, alt det hun selv har modtaget, i det hun siger: ”Det er mega fedt, at man kan lære videre af sine egne erfaringer til andre og se deres udvikling. Sådan at det ikke kun er en selv, der lærer ting, men at man også har mulighed for at lære andre det”.
Men hvad giver det så at tage på kursus? Får man noget med hjem, eller er det blot for bevisets skyld? Både Emil og Laura er enige om, at de får noget ud af at tage på kursus. De har begge fået inspiration til nye lege, men også fået værktøjer til at sætte lege i gang og derudover fået teknikker til at tage imod spring. I DGIs kursusmaterialer indgår der også punkter som foreningslære og forventningsafstemning hjælpeinstruktøren og instruktøren imellem. Her er det særligt relevant, at der blive lagt vægt på hjælpeinstruktørens mulighed for at sætte sig mål, men også at sige fra og til, så deres rolle og ansvarsområde kun er inden for det de magter og har lyst til. Det kan tænkes at være et ret relevant punkt i uddannelsen, da vi jo i gymnastikken ikke ønsker at tabe nogen grunden for stor belastning eller omvendt manglende involvering.
Men apropos at tabe nogen, ser vi allerede et tab, når vi kigger på de tilmeldte til lignende kurser. Det er et emne vi kort har rundet på Disturbance før, nemlig drengestatistikken. På Laura og Emils kursus var der omkring 70 tilmeldte. Emil var den éne dreng ud af to. Vi frygter at denne statistik kan være et led i en ond spiral, hvor de få drenge i hjælpeinstruktørrollerne vil motivere færre drenge til at blive i gymnastikken, der igen vil give færre drenge som hjælpeinstruktører osv. osv. Emil siger selv om tendensen: ”Jeg tror, at grunden til vi er så lidt drenge, er at det måske lidt mere er pigerne, der bliver spurgt om de vil være hjælpetrænere. Man har måske lidt en forestilling om, at piger er bedre til børn end drenge”. Emil har her en pointe, som han har fået ud fra egen erfaring som dreng i gymnastikken. Det er svært at løse denne problemstilling og vi ser mange gode initiativer som fx satsningen 10.000 på 10, men vi må altså også helt ned på foreningsniveau, hvor drengene i det små og store skal motiveres og takkes for deres indsats, fx via hjælpeinstruktørroller og kurser.
Denne pointe er dog ikke kun henvendt til drengesatsningen, men gælder lige såvel resten af de spirende undervisere. Det bliver foreningernes og instruktørernes opgave på de hold, der har hjælpeinstruktører og minihjælpere, at blive ved med at udfordre og sætte nye og realistiske mål for deres unge aspiranter. Dette kunne eksempelvis være via et kursus, der styrker de gymnastiske og didaktiske kompetencer. Det vigtigste må være at holde fast og udvide horisonter for drømme. Emil kan fx godt se sig selv blive ved med at følge sine egne hold, have mere indflydelse og være med til at følge en udvikling hos sine gymnaster i fremtiden. Laura drømmer også om en dag at have sit helt eget dansehold, og lære en masse andre om gymnastikken.
Skrevet af: Laura Mazanti