I sidste uge spurgte vi på Instagram, hvad præcis det er, vi går og savner, nu når vi for en tid må være sporten foruden. Vi synes her på Disturbance, at det netop i tider som denne er værd at reflektere over de ting, som vi fylder vores ”normale” hverdag op med – og hvad det giver os. Vi ved at vores læsere her på bloggen og følgere på de sociale medier er bevæge-glade mennesker, så vi synes et uddrag af svarene er værd at markere i et indlæg her.
Først kan vi bare ikke komme uden om, at vi savner: FÆLLESSKABET. Et ord der blev nævnt igen og igen, hvilket jo ikke er underligt i en tid, der er præget af de meget få og små fællesskaber. Vi har dog glæde af mange initiativer, der dyrker fællesskabet til trods – på nye platforme og i nye rammer. Vi er fan af det! Men det er ikke til at tage fejl af, at vi glæder os til at dyrke fællesskabet i de fysiske haller og rammer igen.
”Det store ugentlige fællesskab og nærvær man deler med sit hold”
”Fællesskabet. Dét at vi gør hinanden bedre i stedet for hele tiden at konkurrere”
”Fællesskabet og den altid gode ånd der er sammen som hold”
”Glæden ved at lave det man elsker med de mest fantastiske mennesker”
Der er ingen tvivl om, at det netop er de mennesker, vi dyrker bevægelsen med, der er en stor del af vores savn. Der blev i flere svar også lagt vægt på de mennesker, vi kalder vores venner. Det tyder på at gymnastikken/dansen/sporten er en rammesætning for de unikke venskaber, vi omgiver os selv med.
”At svede med mine venner”
”At være sammen med mine bedste venner og være sammen til noget vi alle elsker!”
Vi savner også at have det SJOVT! (Med hinanden).
”At bevæge sig sammen med andre. Fysisk kontakt og de interne jokes som opstår”
”Alle grinene”
Vi fik en meget kort smag på det i år, inden det blev taget fra os. Derfor er det måske også klart at vi savner OPVISNINGERNE.
”At se hele sæsonens arbejde til opvisningerne og de kuldegysninger det giver”
”Opvisninger helt klart”
Det tyder på, at man også som instruktør går og savner alt det, som INSTRUKTØRGERNINGEN giver.
”Som gymlærer savner jeg at se alle elevernes udvikling”
”Som instruktør: Den kreative proces og at undervise i det hele taget”
Det AT UDVIKLE SIG, står for de fleste nok lidt stille i denne tid. Derfor kan det at opnå færdigheder også være en mangelvare, når vi ikke har faciliteterne.
”Den helt særlige springer-ånd. Fx når der er en, der lærer noget nyt og man klapper uanset niveauet”
”Følelsen af endelig at naile et spring/move/trick man har øvet på længe”
”At nørde med teknikken og at lære noget man har kæmpet med længe”
Man må heller ej forglemme tilstedeværelsen i NUÈT:
”At man bare slår sine tanker fra og være til stede og nyde det”
Lad os slutte indlægget af med et svar, der nok kan siges at opsummere det hele:
”Jeg savner at DELE det jeg elsker SAMMEN MED ANDRE…”
Det var slutningen på et anderledes indlæg (…som alt andet er anderledes i denne tid). Vi glæder os til at få det hele tilbage, når tid er. Og håber på, at vi sætter lige lidt ekstra meget pris på det hele, når vi vender tilbage.
Skrevet af: Laura Mazanti