Mie Plauborg Andersen er 24 år, og lærerstuderende i Århus. Hun er opvokset med gymnastikken i Odense, hvor hun kommer fra og har både været aktiv som træner og som gymnast. Mie har overtaget bloggen til dette indlæg, da hun gerne vil gøre op med med de stereotype kønsnormer i gymnastikken. 

Opvisningssæsonen er så småt gået på hæld, og de seneste par måneder har vi i hele landet rundt fyldt haller og sale til bristepunktet, med dygtige gymnaster i alle aldre og på alle niveauer. Publikummer har troligt klappet, hujet, bakket op og rejst sig for fanerne, som vi altid har gjort. I denne sæson har jeg atter bevæget mig rundt i opvisningshallerne – både som gymnast og ikke mindst som publikum, fordi jeg nyder at blive inspireret, overrasket, underholdt og sommetider også rørt til tårer over det helt særlige, som den danske gymnastik kan. De seneste par år er jeg også begyndt at undre mig, og jeg er begyndt at stille spørgsmålstegn ved den måde, som køn og seksualitet fremstilles på – både på opvisningsgulvene og i træningssalene.

Prinsesser og vildbasser

Allerede i børnehavealderen bliver der taget stilling til, hvordan henholdsvis piger og drenge skal gå til gymnastik. Vi deler dem op i ”prinsesser”, der skal lære at gå på tå og synge sange omkring en faldskærm, og ”turbodrenge”/”vildbasser”, som skal lære at slå kolbøtter og løbe stærkt. Jeg undres over, hvorfor den generelle tendens er, at vi kønsopdeler gymnasterne, og endnu mere undres jeg over, hvorfor de i så ung en alder skal påduttes mærkater for en ”rigtig pige” og en ”rigtig dreng”. Hvorfor ikke blot lade børnene udvikle sig motorisk gennem gymnastikken som børn og ikke på baggrund af biologisk køn?

Lad os huske på, at de føromtalte børn har ældre søskende og gymnaster, som de ser op til på gymnastikgulvene. Og hvad er det så, de ser? Sat på spidsen, så ser de drenge og mænd, som springer og som laver en enkelt rytmisk serie med skarpe bevægelser, og så ser de mænd, som løfter kvinderne i parserierne. De ser piger og kvinder lave rytmisk gymnastik – både med bløde bevægelser og med bevægelser hentet fra forskellige dansegenrer. De ser kvinder, som mestrer forskellige håndredskaber og som, hvis de er dygtige nok, får lov at springe et enkelt spring med drengene. Jeg ved, at ovenstående er sat på spidsen, og at det er et overordnet billede af kønsrollerne på den danske gymnastikscene, men på trods af det, er det dog stadig tendensen, jeg har set.

Seksualitet og gymnastik med ironisk distance

Det glæder mig, at de kvindelige gymnaster langsomt, men sikkert, bevæger sig ind på springbanerne og sætter fødderne i trampolinerne, og det glæder mig, at de mandlige gymnaster, ligeledes langsomt, men sikkert, bevæger sig ind på rytmegulvet og ud i dansens verden også. De glæder mig at se, at piger og drenge på samme hold efterhånden sagtens kan lave gymnastik i samme opvisningsdragt, og det glæder mig at se, at der bliver gjort plads til, at drengene på mixhold kan fordybe sig i rytmisk gymnastik uden nødvendigvis at være tvangsindlagte til at springe.

Det ærgrer mig dog at opleve, at drengene sommetider sendes på gulvet med håndredskaber som eksempelvis vimpler, hvor serien fremføres med en stærk ironisk distance, som får smil og grin frem på publikums læber. Hvilket signal sender vi med denne form for indslag? Det kan være et udtryk for den velkendte danske humor, men måske sendes der også et signal om, at håndredskabsgymnastik ikke er for drenge, hvilket jeg undrer mig over. Selvfølgelig kan både drenge og piger blive dygtige til gymnastik med håndredskaber, men det er i hvert fald ikke for drenge så længe, vi opretholder dén fortælling. Ligeledes kan det ærgre mig, at par-sammensætningerne på gymnastikgulvet stadigvæk for langt de flestes vedkommende er mand-kvinde-konstellationen. Jeg glæder mig til, at gymnastikgulvet også vil begynde at afspejle tidens mangfoldige billede af seksualiteter, og at par derved også eksempelvis kan dannes af kvinde/kvinde og mand/mand. Det brede spektrum af seksualiteter afspejles heldigvis efterhånden i litteraturen, kunsten, på filmlærredet, og jeg håber derfor også, at tiden er inde til, at det også vil gøre sig gældende på gymnastikscenen.

Fremtidens gymnastikgulv

Jeg fornægter ikke, at der er fysiologisk og biologisk forskel på mænd og kvinder, for det er der i min optik, men jeg sætter spørgsmålstegn ved den stereotype måde, som kønnene fremstilles på i gymnastikken, og jeg har et håb om, at vi for fremtiden vil gøre op med de fastlåste kønsroller eller som minimum tager stilling til, hvorfor vi gør, som vi gør. Min pointe er ikke, at rollerne nødvendigvis skal bytte plads, så drengene eksempelvis kun skal lave rytme, og at pigerne kun skal springe. Piger må hjertens gerne være prinsesser og drenge pirater, så længe den omvendte konstellation er lige så velset. På samme måde skal der selvfølgelig altid være plads til skuespil, leg, performance og humor på gymnastikgulvet. Min pointe, og mit håb for fremtiden er, at man kan lave lige nøjagtig den slags gymnastik, man godt kan lide – uafhængigt af køn – og at børn og unge selv får lov at udforske gymnastikkens verden uden forudbestemte kønsstereotype pejlemærker. Mit håb for fremtiden er, at opvisningsgulvet vil afspejle vor nutids brede og mangfoldige spektrum af seksualiteter og kønsidentiteter.

Mie Plauborg Andersen