Vi kommer ikke udenom den – udtagelsesperioden. Lige så fed som den kan være med god stemning, adrenalin og fede udfordringer, lige så hård og skuffende kan den samtidig være. Indlægget kommer denne gang til at handle om, når gymnastikken gør ondt. Her taler vi ikke om en fysisk smerte men den mentale. Afslaget, der dog godt kan gøre fysisk ondt helt ind i hjertekuglen. Indlægget er skrevet ud fra egne erfaringer, råd fra instruktører/udtagere og samtaler med gymnaster i samme situation.
Det er en uundgåelig konsekvens i udtagelsens koncept, at nogle bliver valgt til – og andre fra. Det kan ikke være en hemmelighed, at det kan gøre ondt at stå på den anden side af det fede hold, som man så brændende ønskede at udvikle sig på. Men rummer vi de her følelser i gymnastikken? Får vi snakket om det? I og for sig er udtagelsen lidt en kontrast til, hvad der i hvert fald indenfor DGI, bliver sagt om gymnastikken: “hér er der plads til alle!” Rigtig nok er det svært at se nogle alternativer, da det jo er glædeligt at så mange brænder for den samme sportsgren som vi gør, og efterspørgslen derved bliver større. Det må i det mindste være vigtigt, at vi sikrer os, at der også er udtagelsesfrie muligheder rundt om i foreningerne, hvis vi skal værne om værdien omhandlende breddeidrætten. For gymnastikkens udtagelsesræs kan være ubarmhjertig, og det er så ærgerligt, hvis flere indstiller gymnastikkarrieren grundet manglende muligheder for det fede alternativ.
Men hvad gør man så ved det, når man ikke står på listen? Er der en opskrift på, hvordan man tackler sådan en situation bedst? Som alt andet i livet handler det nok om, hvem man er, men der må i det mindste være nogle gode råd…
1. Ingen tænker så meget på dig, som du gør
En af de naturlige reaktioner er tankemønstre som: “Hvad tænker de andre mon ikke om, at jeg ikke kom på?” Så første råd må være: gå ikke så meget op i hvad andre tænker, bare hvil i hvor sej du var/er, at du satte dig selv i den farezone. Det er fandme modigt.
2. Fejl er succes hvis vi lærer af det
Det er okay at fejle. Særligt hvis man får vendt det til motivation. Det er en oplagt mulighed for at tænke: “Nu skal jeg satme vise dem, hvad de går glip af”. Og prøv igen! Lad ikke dit afslag blive endegyldigt. I forbindelse med den pointe blev jeg forleden præsenteret for begrebet posttraumatisk-vækst, der handler om at komme stærkere tilbage efter en krise. Ikke at det ligefrem behøver at være traumatisk at få et “nej”, men jeg tænker, at man som i resten af livets afslag og nedture (hvad enten det er hjertesorger, et jobafslag eller lignende) kan komme stærkere tilbage. Du står i en situation, hvor du har mulighed for, at tage til overvejelse hvad dine behov så er.
3. Mærk efter
Et greb, jeg selv har benyttet ved en nedtur efter et afslag, var at få klarhed over, hvorfor det egentlig var, at jeg lavede gymnastik? Var det for at komme på det bedste af det bedste hold, eller var det faktisk bare fordi jeg elskede at bevæge mig og udtrykke mig gennem gymnastikken? Min erfaring er, at jeg efter at have indset det sidste, hvilede meget mere i min krop og fandt motivationen igen.
4. Udforsk, udforsk, udforsk
Helt konkret hvad gør man så, hvis løbet er kørt, og holdlisterne er offentliggjorte uden dit navn på? Find ud af hvordan du fornyer din energi og finder inspiration. Efterhånden findes der gode muligheder for træningshold rundt omkring, hvor fokus netop er på træning og dygtiggørelse frem for et opvisningsprogram. Ellers kunne det være en god idé at se udover gymnastikkens domæne og udforske andre felter – eksempelvis opsøge dansens verden. Det handler om at finde glæden i bevægelse igen.
5. “Bryd tabuet”
Snak om det! Vi skal også kunne rumme at snakke om det, der gør ondt. Og det kan faktisk have en helende effekt at åbne op og lette hjertet. Du skal også være så velkommen til at kommentere dine oplevelser eller dine nuancer her i en kommentar.
Afsluttende: hvis du lige har oplevet en af gymnastikkens nedture, så kom op på hesten igen! Og så ses vi ude i hallerne, hvor du selvfølgelig beviser, at du burde have været på netop dét hold. Og måske gør du til næste udtagelse – hvem ved?
Skrevet af: Laura Mazanti