Det handler om Corona alle vegne disse tider, og vi vil her på Disturbance følge trop. For coronaens indtræden har i den grad også haft indflydelse på os, der dyrker fællesskabet i sporten. Særligt er vi i gymnastik-Danmark hårdt ramt, da krisen, som de fleste nok har mærket, har ramt lige i vores ”primetime”, med alle marts’ forårsopvisninger og konkurrencer.

De første ugers begrænsninger af arrangementer har ledt til mange nye initiativer og kreative arrangementer, der er nået ud over gymnastikkens vante rammer. Her tænker vi på de mindre arrangementer, efterskoler der livestreamer og træninger med ændret fokus. Regeringens opfordringer fik os altså til at dyrke fællesskabet på andre måder, end vi før har haft for vane.

For fællesskabet er jo det vi dyrker i gymnastikken, og onsdagens nye restriktioner hvor en masse faciliteter lukker ned, sætter da også det fysiske fællesskab på prøve. I mange træningssale og hos mange stævne-arrangører må denne begrænsning føles som et kæmpe irritationsmoment. Og det er da en skam, at så meget arbejde kan synes spildt, men som medierne også fyldes med budskaber om, er det også her, vi må stå sammen – dog mens vi er alene. For vi må huske på, at der er en særlig grund til disse omstændigheder. Vi har snakket med den fynske gymnast Stephanie Sundekilde Larsen, der i disse dage har corona-truslen særligt tæt på livet. I det følgende vil vi lade de tanker, Stephanie går med i øjeblikket tale for sig selv:

”Jeg hører til den gruppe af befolkningen som er usynligt syg. Jeg har to autoimmune sygdomme og tager immundæmpende medicin for dem begge. Mit immunforsvar virker ikke som det skal, det ved jeg med sikkerhed, og jeg er derfor i risikozonen. Faktum er, at jeg ikke ved hvordan min krop vil tackle at blive ramt af denne virus. Så i øjeblikket passer jeg på mig selv og tager mine forbehold – undgår menneskemængder, spritter og vasker fingre som en gal og bliver indendørs så vidt muligt.

Det er bare så vigtigt at vi alle tager situationen alvorligt, også selvom man måske ikke selv går og frygter at blive syg. Én ting er, at jeg tager alle mine forholdsregler og forbehold, noget andet er, at alle jeg omgås med er nødt til at gøre det samme. Hvis folk i min omgangskreds ikke tager deres forholdsregler, betyder det, at jeg heller ikke har mulighed for at tage mine. Vi kender alle sammen mindst én som er i risikozonen overfor denne virus, om det så er vores bedsteforældre, en syg forælder eller en veninde, som er usynligt syg. Vi skylder overfor dem at tage virussen alvorligt. Vi skal passe på hinanden, men det kan vi kun, hvis vi alle passer på os selv.

Og nej vi skal ikke være fanatiske, men sandheden er bare, at den highfive i klublokalet inden gymnastiktræningen går i gang, kan være den kilde som smitter mig, fordi vi ikke alle sammen går og frygter at blive syg, og derfor ikke alle sammen tager vores forholdsregler. Ja, det virker åndssvagt at give highfives med albuen, men den solidaritet synes jeg bare, at vi er nødt til at udvise overfor hinanden.

Jeg sætter stor pris på, at DGI og gymnastikken helt generelt tager situationen alvorligt. Jeg synes det er helt rigtigt at aflyse eller udskyde opvisningerne, indtil det igen er forsvarligt at samles om gymnastikken. Jeg er selvfølgelig også hammer ærgerlig over, at vi ikke får mulighed for at turnere landet rundt med vores opvisningsprogrammer i år, men jeg synes dog, det er vigtigere, at vi ser alvoren i situationen.

Jeg synes derfor at situationen vedrørende de aflyste opvisninger tog en lidt ærgerlig drejning, da arrangører rundt omkring i landet forsøgte at få lidt mindre opvisninger på benene. Selvom de nye-arrangerede opvisninger var lavet med de bedste intentioner, så satte det mig og helt sikkert også andre gymnaster i en lidt ubelejlig situation. Jeg ville jo under normale omstændigheder gerne bakke op om mit hold og de opvisninger, som vi bliver inviteret til, men skulle jeg gøre det nu, blev det på bekostning af min egen sundhed.  Og hvad synes mine medgymnaster om, at jeg ikke har lyst til at opvise? Er jeg lidt fanatisk? Svigter jeg dem? Er JEG egoistisk i denne situation?

Opvisninger kan noget helt fantastisk, men er de virkelig vigtigere end udsatte menneskers ve og vel? Om ikke andet er jeg glad for, at arrangørerne har trukket opvisningerne tilbage igen eller rykket dem frem i kalenderen – det synes jeg udviser solidaritet og samfundssind, som vi kan være stolte af. Vi skal dyrke fælleskabet, men det gør vi bedst hver for sig i øjeblikket.“