Vi er her på Fuss & Disturbs kontor ret privilegerede… Vi kan nemlig ret nemt kigge ind i spådomskuglens mystiske skær – og forudse, hvilke trends og tendenser vi skal se i florere på opvisningsgymnastikkens gulve til foråret (fingers crossed and all that). Vi er de sidste par måneder blevet inviteret indenfor i hovederne på en masse instruktører. Det har givet os et indblik i et utal af kreative idéer og visioner om den kommende opvisningssæson.  

Det vil vi i dette indlæg give et lillebitte indblik i. OG vi lover: no spoilers! Vi tager vores tavshedspligt ret alvorligt – så ingen spådomme er lavet med udgangspunkt i ét enkelt hold. Det er nærmere et overbliksbillede med udpegninger af de materialer, farver og tilgange, som vi har set gå igen på tværs af flere hold.

Én ting vi kan love jer: Vi er fulde af forventningens glæde, og alle vores lemmer er krydsede for, at vi i denne sæson får lov til at opleve opvisningernes magi igen. 

Tendens 2

Efter en krisetid…

…kommer en festtid? Det tyder det i hvert fald på, hvis vi ser på valg af materialer og farver. Corona-epidemien har taget meget fra os – og hele to opvisningssæsoner har mærket krisen trykke. Man skulle tro, at en krisetid ville vise sig i dystre og dunkle farver. Vi er dog ret overbeviste om, at det stik modsatte er sket. Vi tror på, at I kan glæde jer til en eksplosion af farver og ikke mindst: GULD OG GLIMMER kombineret med frynser og legende materialer som fx mesh og effekt-kvaliteter. Opvisningstøjet tager revanche – og det skal ikke gå stille for sig!

Tendens 2

Gennemarbejdede koncepter

Vi har altså måtte undvære opvisningerne i godt to år nu – hvilket har givet os god tid til at tænke og planlægge. Vi har oplevet at mange er kommet senere i gang med at bestille opvisningstøjet, måske fordi der stadig er en lille skeptisk stemme i baghovedet, der frygter at endnu en sæson kan blive aflyst. Til gengæld oplever vi også, at den lange vente-periode viser sig i yderst gennemarbejdede idéer og løsninger. Vi fornemmer en vis: ”All in or nothing”. Det, tror vi på, nok skal bringe mange spændende ting med sig! Gymnastikken står ikke stille.

 

Tendens 3

“Jeg sætter min hat som jeg vil…”

Vi fornemmer, at der i år bliver tænkt i spændende rekvisitter og nye beklædningsgenstande. Og i den forbindelse kan vi bare ikke komme uden om hatte… Vi har haft mange efterspørgsler på hovedbeklædnings-genstande med stor diameter og spændende effekter. I vil derfor nok kunne forvente at se en hat eller to til årets stævner. Om den fælles inspiration skyldes det 13. verdensholds hatte-serie, en video på Instagram eller noget helt tredje vides ikke. Vi vil dog også understrege, at vi har modtaget mange forskellige bud på tilgange til netop hatten, og det bliver derfor spændende at se de forskellige måder, hvorpå hatten skal sættes.

Tendens 4

En klassiker vender tilbage?

Den har været gemt lidt væk de sidste par år… Vi snakker her om heldragten til pigegymnasten. Du ved, den dér tætsiddende gymnastikdragt, der beklæder hele kroppen fra håndled til fodled. Men noget tyder på, at netop denne hengemte gymnastikdragt er på vej tilbage. Selvfølgelig med en moderne og nytænkende tilgang: igen i iøjnefaldende farver og spændende materialer. Vi er helt med på, at renæssancen for heldragten kommer med et ønske om ikke at gemme gymnasten væk, men derimod at hylde og omfavne den bevægende krop. Og den tanke er vi da ret vilde med.  

Det var så den omgang af spådomme, vi går ind i det nye år 2022 med. Lad os se, om de holder stik. Vi står her og tripper for, at foråret går i gang!

Skrevet af: Laura Mazanti