Måske har du været så heldig at se pigerne fra BCD fyre den af omgivet af røg og stage flames til åbningen af Faceoff, set drengene fra Holdet debutere til Vestjysk Gymnastik Galla, eller måske endda både Holdet og Vol. 3, som BCD senere er blevet til, slå pjalterne sammen til dette års Dejbjerglundstævne.

I gymnastikverdenen er der opstået en fællesbetegnelse for hold som disse, nemlig prik-hold. Betegnelsen dækker over, at man, for at blive en del af holdet, modtager et ”prik på skulderen” af træneren, hvis han/hun gerne vil have dig med på sit hold.
Men har du egentlig styr på, hvad det er for nogle hold? Hvordan opstår de, hvordan bliver man valgt og hvordan fungerer det egentlig?
Alt det får du svar på nu.

Til at hjælpe med at give nogle svar, har jeg talt med Mads Olesen og Camilla Tolstrup, der begge har erfaring med at samle og træne et prik-hold.

 

The Basics

Lad os lige få styr på the basics. Holdet blev til for to år siden, da Mads Olesen prikkede omkring et dusin af sine gode venner på skulderen og spurgte, om de ville danse med ham. They said yes! Og siden da har Holdet kørt to sæsoner med cirka seks-syv timers lørdagstræning fire gange om året – Snart skydes den tredje sæson i gang.

For omkring tre år siden opstod BCD ud af B-holdet, et dansehold startet af Ida Frost. Camilla Tolstrup og Benedikte Capion tog over og skabte Benedikte og Camillas Dansekompagni (BCD). På BCD var hiphop-genren i højsædet, og også her var de fire seks-timers-træninger i løbet af sæsonen nok til at strikke et lækkert show sammen. Efter to sæsoner er stafetten igen blevet båret videre, i denne sæson under navnet Vol. 4.

Hvordan fungerer det?

Vi lader lige Camilla forklare.

– Konceptet handler jo bare om at samle nogle, som man synes 1: er gode, 2: er hyggelige at være sammen med – og så skaber man bare et eller andet.

Både Mads og Camilla gør det klart, at der ikke er sat nogen rammer op for en udvælgelsesproces. I begges tilfælde har de prikket til nogle, som de kendte i forvejen, og derfor kendte vedkommendes evner indenfor dansen. Samtidig har det også spillet en rolle at skabe et godt fællesskab, som Mads siger.

– Der er da helt sikkert mange derude, som ville være pisse gode at have med dansemæssigt, men som måske ikke passer så godt ind i fællesskabet. Så synes jeg ikke, det er nødvendigt at have dem med på netop det her hold.

Når holdet er sat, er rammerne egentlig ligeså frie. Er man blevet prikket på skulderen, er man selvskrevet til næste sæson, hvis man har lyst til at fortsætte. Forslag er også velkomne, hvis man lige har en i tankerne, der kunne være perfekt at have med. Samtidig er forventningen, at når man har sagt ja til at være med på holdet, så står man ved det og prioriterer de cirka fire træninger højt.

Venne-hold

Hvis man spørger Mads Olesen, hvad han ville kalde det hold, han har stablet på benene, ville han egentlig helst bare kalde det et ”venne-hold”.

– For mit vedkommende, er det egentlig bare en undskyldning for at være sammen med mine venner.

De, der får et prik på skulderen af Mads, er altså hans gode gamle venner fra Gymnastikken, som selvfølgelig også lige kan danse.

Når Holdet mødes rundt omkring i de danske haller og danser indtil spejlene dugger, kan det altså sammenlignes med at tage ud og spille disc golf med sine venner. Forskellen er bare, uden at fornærme dig og dine venners disc golf skills, at der formentlig er lidt flere, der gerne vil være en del af det førstenævnte end det sidstnævnte. Eller som Mads selv siger det.

– Vi kunne ligeså godt mødes og se en film eller spise noget mad, men vi mødes bare omkring noget andet, som vi synes er sjovt, og så er det tilfældigvis noget, som der er en masse andre, der også gerne vil, men det er desværre bare en lukket klub.

En lignende kommentar lyder fra Camilla.

– Det er ikke, fordi man har lyst til at udelukke nogen, men det kommer man jo til. Så det bliver sådan en lille skare af folk, som er specielt udvalgt, fordi vi har gået med dem før eller kender dem.

Så man behøver måske ikke ligefrem gå og holde vejret, mens man venter på et prik på skulderen fra dem, der står i spidsen for prik-hold rundt omkring i landet.

Proces over produkt og sjov over show

For Mads og drengene på Holdet er det vigtigere, at processen er fed, end at produktet er knivskarpt. Derfor prioriteres hygge før, under og især efter træning højere end skarpe opstillinger og fejlfrie øvelser.

– Det har vi ikke tid til at pudse af, men vi kan lave noget med noget god energi og lidt humor, og det tror jeg på, at folk stadig gerne vil se på. Det er bare min prioritering, at det er ikke det, det her hold handler om.

Ifølge Mads, gælder det samme, når der er forår i luften, og Holdet skal ud at give den gas blandt resten af gymnastik-Danmark.

– Vi skal ikke bare ud for at vise det. Vi skal ud for at have det sjovt.

Fordele og ulemper

Geografi

”Gymnasterne” bor i øst og vest, og det fører både fordele og ulemper med sig.

For Mads er det en fordel.

– Så kan man jo vælge de bedste. De er jo spredt ud over hele Danmark. Det er de bedste fra Holstebro, Århus, København og så især Fyn.

Dog kan det også bridrage med lidt besværlighed, hvis man spørger Camilla.  

– På BCD var det folk fra hele landet, så der sørgede vi for, at vi havde træninger både på Sjælland, på Fyn og i Jylland. Der er bare nogle gange langt at køre til København for at have en træning på 5-6 timer og så køre hjem igen.

Ingen forening i ryggen

Ligeledes kan fraværet af en forening både være en hæmsko, men også give noget frihed.

– En ulempe ved at lave sit eget hold, det er jo, at man ikke er samlet i en forening. Vi lever jo lidt af at få lov til at træne alle mulige steder. Så har vi heldigvis et kæmpe netværk igennem gymnastikken, så vi ved, at vi kan få lov til at træne rundt omkring. Det var nok ikke alle, der kunne lave sit eget hold og få det til at køre uden at have en forening i ryggen. – Mads

– Vi har helt selv bestemt, hvad vi ville, og vi har været lidt kræsne. Vi havde ikke nogen forening, som skulle sørge for os. Og så er der jo mange på holdet, som har haft kontakter rundt omkring. Så vi har kunne komme ind til nogle ret fine opvisninger. Der er ikke nogen regler, man skal forholde sig til, det er sgu bare nemt. – Camilla

Det kan vel egentlig koges ned til, at det at have prikhold er en nem måde at have et fedt hold på, men det kræver også en masse gode kontakter rundt omkring i gymnastik-Danmark.

Af: Anna Høgh

Foto: Tobias Kobborg, Joachim Øllgaard og Faceoffs Facebook-side