Vi har været så heldige at få et gæsteindlæg her på bloggen skrevet af Helene Baagland. Helene er instruktør på DGI Midt- og Vestsjælland Junior Øst, og lukker os her ind i træningssalen og i hendes overvejelser, tanker og anbefalinger til netop denne rolle som instruktør for juniorgymnaster.
Helene: At være instruktør på et juniorhold er ikke bare at være at instruktør. Det er så meget mere. Det er ikke et fritidsjob, det er en hobby – ja næsten en livstil. Du kan ikke nøjes med at planlægge en fysisk undervisning, møde op og undervise, og derefter tage derfra. Du skal tværtimod give noget af dig selv både før, under og efter træningen. Det kræver planlægning og strukturering, men også et kæmpe overskud til de unge mennesker. Jeg taler selv af erfaring, da jeg har været instruktør på flere forskellige juniorhold over de sidste 5 år – både i lokalforeninger og DGI-regi.
På et juniorhold skal man tage højde for rigtig mange forskellige ting. Jeg har i mine år som instruktør erfaret mig, at på juniorhold er grundene til, at de unge går til gymnastik 50% gymnastik og 50% socialt fællesskab. Lige så meget, som de gerne vil træne og udfordres og lave en masse gymnastik, lige så meget vil de også gerne lege, hygge sig og være sammen med hinanden. Det er en vigtig faktor at tage med sig som instruktør, når du skal planlægge ugentlige træninger, ekstratræninger og opvisninger. Man skal som instruktør altså også være med til at sætte rammerne for, at det sociale fællesskab kan opstå og leve, og man skal bidrage til hyggen. Man skal som instruktør elske det, for ellers bliver det svært. Hvis du som instruktør ikke synes, det er sjovt, synes dine gymnaster heller ikke, at det er sjovt.
Der ligger også et pres på dig som junior instruktør, da de er gamle nok til at stille høje krav til dig som instruktør. Det er ikke nok med lidt opvarmning og stationstræning som på de yngre hold, og man kan heller ikke uddelegere dele af træningen til gymnasterne selv, som man kan på ældre hold. De vil udfordres, og de vil udfordres af dig! Du behøver ikke selv være gymnast på verdensholdsniveau, for du skal udfordre dem, dér hvor de er. Og det behøver ikke kun være en fysisk udfordring, for man kan udfordre dem på mange områder blandt andet ved at smide dem ud af deres comfortzone og lave ting med dem, som de ikke har prøvet før.
Som instruktør på et juniorhold har du flere roller. Først og fremmest er der Instruktøren, hvor du skal lære fra dig og undervise. Så er der Kammeraten, hvor I skal kunne grine og hygge jer, og hvor I snakker om de ting, der fylder i deres liv. Vigtigst af alt er dog den sidste rolle – Forbilledet. Dine gymnaster ser op til dig, og ser på dig både som person men også som gymnast. De spejler sig i dig, dine bevægelser og din glæde. Med det engagement du udviser, kan du påvirke dem fremadrettet i deres gymnastikkarriere. Jeg tør næsten sige, at på et juniorhold lægger du vejen for resten af deres gymnastikkarriere, og hvad de fremadrettet kommer til at udrette i gymnastikken.
Når jeg nu starter ud med at sige, at du skal give noget af dig selv, så er det vigtigt at sige, at de unge mennesker giver så meget tilbage. For når du giver en hel masse af dig selv, får du det 10 gange tilbage. Du får så meget glæde, og så mange grin og smil, når de lærer noget nyt. Al det arbejde, du har lagt i det, bliver det hele værd. Når vi når til første opvisning, fælder jeg stort set altid en tåre, når gymnasterne går af gulvet til klapsalverne fra publikum med deres kæmpe smil i ansigtet.
Det lyder alt sammen mega hårdt og svært, men det er det ikke, så længe man vil det. Det er det FEDESTE i verden, og jeg kan kun opfordre gymnastikinteresserede i at prøve det af. Vi mangler instruktører, og jeg kan love, at så længe du går ind i det, med alt hvad du har, så er det det hele værd, og du vil få så meget igen.