Laura Mols Rasmussen er lige nu i gang med at uddanne sig som danser. Det sker på den ret så populære danseuddannelsen.dk by Sara Gaardbo. Læs med på bloggen og find ud af hvorfor Laura har valgt lige netop dansen og bliv klogere på hverdagen som dansestuderende!
Hvorfor danseuddannelsen?
Siden jeg afsluttede min tid som efterskoleelev, har jeg været nysgerrig på dans. Da jeg opdagede Danseuddannelsen.dk og undersøgte nærmere, hvad den indebar, blev jeg med det samme ramt af en stor lyst til at gå i den retning. Jeg tror især det var muligheden for at udvide mit eget bevægelsesregister, som tiltrak mig ved uddannelsen. Jeg havde behov for at tage afstand til gymnastikken og blive klogere på, hvor jeg finder glæden ved at bevæge mig. Derudover ser jeg også uddannelsen og det intensive træningsforløb, som en udfordrende og lærerig process. Den udfordring ville jeg gerne give mig selv.
På danseuddannelsen.dk undervises der primært i hip-hop, med indragelse af elementer fra contemporary. En kombination, som jeg synes er enormt spændende og hvor samspillet mellem musikalitet og teknik udfordre mig, og medvirker til bedre kropsforståelse. Vi har desuden haft klasser i house, new-school, afro, ballet, yoga, capoeira og contemporary.
Det jeg værdsætter ved netop den danseuddannelse, som jeg har valgt er, at der bag alle de forskellige stilarter vi berøre, tages afsæt i teknikklasser og fysisk træning. Igennem hele forløbet bliver vi klogere på, hvordan vi rent fysisk skal arbejde, så vi skaber de bedste rammer for vores krop og dens formåen.
Hverdagen og årets gang
Uddannelsen fungerer som et fuldtidsstudie. Vi er i skole alle hverdage, har fri i weekender samt helligdage og følger skolernes ferieskema. Den første halve time er afsat til individuel forberedelse. Vi blev i starten af året introduceret til en række øvelser, som på forskellig vis styrker kroppen. Den individuelle forberedelse er altså en mulighed for, på eget ansvar at klargøre kroppen til dagens undervisning. Herefter forløber dagen således, at vi har tre moduler af 1,5 times varighed, herimellem ti minutters formiddagspause og en halv times middagspause. Dagen afsluttes med en halv times obligatorisk udstræk.
I den første halvdel af forløbet på uddannelsen modtager vi undervisning fra mange forskellige undervisere. Hver uge er anderledes end den forrige. Dog er fysisk træning og teknik faste elementer. Vi får tildelt skemaer for en måned af gangen, og undervisningen er opbygget efter en struktur, som tilgodeser vores fysiske tilstand, så vi undgår overbelastning og skader.
På den anden side af vinterferien er vi begyndt på produktion af materiale til vores afsluttende forestilling. Vi elever er i høj grad indraget i processen, hvor vi i samarbejde med Sara Gaardbo og eksterne koreografer udformer forestillingen. Al den viden og inspiration vi igennem de sidste 6 måneder har opsamlet, skal nu frem i lyset. Det en helt vildt fed udfordring at få lov til, at koreografere noget materiale, som udspringer fra ens egne bevægelser, og som man også skal kunne videregive og formidle til andre.
Forestillingen løber at stablen d. 1 og 2 juni og jeg forventer at det bliver en stor oplevelse at stå på scenen og fremvise noget, vi har arbejdet så hårdt for at nå til.
Be somebody
Mit år på uddannelsen er uden tvivl et af de bedste valg jeg har taget. Det er en kæmpe øjenåbner for mig som gymnast, at bevæge mig ud på et nyt felt, hvor min bevægelsesmæssige bagrund især skinner frem. Jeg har kunne drage fordel af rigtig mange elementer fra gymnastikken, som nogle af de andre elever på uddannelsen ikke besidder. Ligeledes har jeg også arbejdet meget med at give slip på nogle af de vaner min krop har inkorporeret igennem mine mange år som gymnast. Jeg tror det er enormt sundt at have et år, hvor jeg tager afstand til det jeg kommer fra, og skaber rum for nye perspektiver. Udover den bevægelsesmæssige forskel på dans og gymnastik, tydeliggøres det også på uddannelsen, at individet fylder mere i dansen, og at det ikke nødvendigvis er en dårlig ting. Sara Gaardbos filosofi bag uddannelsen er at skabe stærke personlige dansere, som er modne og har forståelse for at tage nogle gode beslutninger i deres udvikling.
Det jeg tager med mig fra uddannelsen, er en større forståelse for, hvem jeg er som bevæger. Mine svagheder og styrker er blevet tydelige for mig, og uddannelsen har skabt rum for “at være nogen”, men stadig med en ydmyg tilgang til læringsprocessen. Derudover er jeg blevet klogere på sammenhængen mellem fysisk og mental sundhed i et nyt miljø, som kan være svært at navigerer i. På danseuddannelsen har jeg fået et fornyet syn på, hvad jeg brænder for som bevæger, og jeg har udviklet mig fra at være “gymnasten” til at være “mig”.
Klip af koreografi fra de daglige træninger på uddannelsen