For tiden er det primært Nikolaj og Lasse, der holder True Tricks-fanen højt. True Tricks er oprindeligt et performanceteam, der laver shows og workshops med sportsgrenen tricking som omdrejningspunkt.
Vi lader lige Nikolaj forklare, hvad tricking går ud på:
”Før i tiden når vi har skullet beskrive den, så har vi sagt, at tricking er en blanding af gymnastik, breakdance og jiu jitsu og forskellig kampsport, men det er vi egentlig gået lidt væk fra, fordi vi vil gerne have, det bliver en lidt mere selvstændig sport.
Så vi plejer bare at sige, at tricking er en sport, hvor man sammensætter spark, saltoer og skruer. Så en akrobatisk sport på hårdt underlag.
Essensen af tricking er, at man kombinerer de her elementer og laver det, vi kalder for komboer, som næsten giver sig selv, det er en kavalkade af forskellige tricks. Man har helt frie tøjler i et kæmpe bibliotek af tricks, man så kan fortolke på og sætte sammen som man vil”
Lasse og Nikolaj er tvillingebrødre og har begge lavet gymnastik en stor del af deres liv. I sportsgrenen tricking fandt de noget, der adskilte sig fra det, de var vant til. Som Lasse fortæller:
”Det er mere åbent, end hvad vi har mødt før. Vi har selv lavet gymnastik i mange år, og der ville man jo aldrig lave et araberspring efterfulgt af et kraftspring for eksempel. I tricking der er der ikke noget man skal, eller noget kan ikke skal, der kan man bare gøre whatever. Og det er egentlig meget værdsat, hvis folk de tænker ud af boksen og gør et eller andet helt underligt og noget nyt, så det er måske en lidt mere kreativ sport på nogle måder”
Drengene stødte på tricking gennem især YouTube.
”Jeg tror egentlig, vi startede med at dyrke tricking, inden vi vidste, der var noget, der hed tricking. Vi fjollede egentlig bare rundt. Jeg tror ikke vi følte, at den ene dag om ugen i gymnastiksalen, ligesom var nok til at dække vores behov for at fyre rundt og lave saltoer, så vi begyndte sådan lidt at tage skridtet videre til havetrampolinen og ned fra bænke og græsplaner og sådan noget, så vi kunne træne hele tiden. Så tror jeg der gik et år eller sådan noget, før vi fandt ud af, at der var sku en selvstændig sport, der hed tricking, vi troede bare, vi lavede gymnastik”
Det fortæller Nikolaj, og Lasse stemmer i:
”Den kunne vi jo dyrke timevis hver dag i stedet for halvanden time nede på Sundved skole om onsdagen. Så jeg tror det, der greb os, var mangel på træning, for vi havde bare lyst til at træne hele tiden”
Gennem årene har True Tricks ændret karakter.
“I gamle dage, var det meget sådan et performanceteam, hvor vi lavede shows og workshops, altid med intentionen om at sprede budskabet om tricking. Men i dag er den her show- og workshopdel egentlig lidt forsvundet og blevet til at skrige tricking så meget som overhovedet muligt, fordi miljøet er nemlig totalt døende, der er virkelig få, der dyrker tricking”
Nikolaj og Lasse har svært ved at bære, at tricking har ramt en lavkonjunktur her i Danmark.
“Vi forstår det jo ikke, for vi synes jo, det er pissefedt at dyrke tricking. Så det er helt underligt for os.
Vi vil gerne have, der er nogen, der bærer arven videre, når vi er nødt til at stoppe. Så det er jo vores håb, at der er nogen, der bliver inspirerede af de ting, vi laver til måske at dyrke tricking”